Sydbank kaster lys på grøn dagsorden i Aarhus

Optimering af energiforbrug har gennem mange år været på dagsordenen hos Sydbank. Det har ført til grøn energi fra solcelleanlæg, sensorstyret belysning og el-biler. Nu fører samarbejde med Greenlight til grønt bæredygtighedsevent

Af Anders Lei

Fredag den 19. marts til søndag den 21. marts afholder initiativet Greenlight et by-event i Aarhus C i samarbejde med Sydbank, hvor der kommer fokus på bæredygtighed og grøn omstilling – deltagelse er gratis. Grundet COVID-19 vil der være øget fokus på digitale platforme, hvor du kan se med, når spændende oplægsholdere deler viden og erfaring.

“Sydbank vil gerne være en grøn bank. Som lokal bank i Aarhus ser vi gerne, at byen bliver ved med at være et godt sted at bo. Det initiativ, der tages om at brande Aarhus som en grøn by, er den rigtige vej at gå”, siger Torben R. Rasmussen, Områdedirektør Sydbank, Område Aarhus, og fortsætter:

“Når jeg møder og taler med mennesker, som vælger at bosætte sig i Aarhus, så er det fordi, vi har mange gode plusser i byen – et aktivt handelsliv, en smuk beliggenhed ved skov og strand, det bedste fodboldhold og rig mulighed for kulturelle oplevelser – derfor er det klart, at vi også skal fremhæve vores evne til at inspirere på det grønne område”.

Vedvarende energi fra solen

Når serverne under Sydbanks hovedsæde arbejder på højtryk, så er det grøn energi fra solceller, der driver dele af værket. Banken er meget bevidst om, at strømforbruget ikke kan gå i nul. Det betyder dog ikke, at der ikke gøres en indsats for at være så bæredygtig som muligt. 

“Hovedsædet har store servere, som bruger rigtig meget strøm. Hovedsædet står for 40 procent af vores strømforbrug. Solcelleanlægget er i stand til at dække en del af hovedsædets standbyforbrug,” siger Camilla Kirkegaard Jensen, CSR-officer i Sydbank.

Fordi solcelleanlægget har vist sig effektivt, planlægger Sydbank at søge om tilladelse til at opføre et anlæg ved deres områdehovedkontor i Esbjerg.

Du kan læse mere om Sydbanks bæredygtighedsindsats i bankens CSR-rapport fra 2020 HER.

Flere, grønne indsatser

Banken har i en lang årrække haft fokus på energioptimering. Banken overvåger sit energiforbrug nøje og sætter ind der, hvor der er mest at opnå. I 2020 har der både været indsatser for at spare på energien, men også at udnytte mere vedvarende energi.

“Vi var tidligt ude med at skifte til LED-belysning, og i 2020 har vi udskiftet belysning på over 10.000 kvadratmeter til bæredygtig, sensorstyret LED-belysning. Det areal ønsker vi at udvide i 2021, så endnu mere belysning bliver sensorstyret”, siger Verner Nielsen, bygningschef i Sydbank. 

Overvågningen af forbruget sker gennem systemet App.KeepFocus, som fortæller om energiforbruget på 90 procent af bankens arealer. Her aktiveres alarmer, hvis der er udsving i forbruget, eller hvis der mangler data.