Få inspiration til klimavenlig hverdag på Fair Festival

Kender du heller ikke dit CO2-aftryk? Så er du ligesom de fleste andre danskere. Men det er svært at nå i mål med en reducering på 70 % inden 2030, hvis vi ikke ved, hvor vi ligger i dag. Det nye samarbejde mellem Fair Festival og Myhouse giver dig mulighed for at kortlægge dit aftryk og finde klimavenlige alternativer til din bolig og hverdag. Kom og bliv inspireret til bæredygtighedsmesse d. 4.-5. september på Rosenholm Slot.

Bæredygtighed kan være en svær størrelse at komme i gang med. De små skridt er vigtige, for vi kan alle gøre noget, og sammen kan vi gøre meget. Dog kan manglende viden stoppe os i at handle mere bæredygtigt.

Samarbejdet mellem Fair Festival og Myhouse skal gøre det let for dig at kortlægge dine klimamæssige udfordringer og finde alternativer.

“Før du kan lave ændringer, skal du vide, hvad du skal ændre på, og hvad der findes af løsninger. Måske vil du gerne snakke med nogen, som ved, hvad de taler om. Det kan du på Fair Festival Rosenholm Slot,” fortæller Erik Rosenkrantz, CEO i Myhouse og Direktør i Rosenholm Fonden. 

Kristine Overgaard Nielsen, stifter af Fair Festival, fortsætter:

“Med samarbejdet kan du lave en klimaplan på Myhouse for at identificere, hvor du kan blive mere bæredygtig. Hos Fair Festival kan du finde produkter, service og løsninger, både fysisk på messerne og i vores online portal.”

Bliv inspireret til en bæredygtig livsstil

Fair Festival vil vise, hvor nemt det kan være at skifte produkter ud og vælge de bæredygtige løsninger i dit hjem. Når du besøger deres fysiske bæredygtighedsmesser eller udstillere digitalt, finder du derfor ingen løftede pegefingre. I stedet bliver du præsenteret for nogle af de mange muligheder, der er på markedet – uanset om du leder efter et ansvarligt alternativ til teposer eller mursten.

Rosenholm Slot på Djursland
Foto: Fair Festival

På messerne kan du opleve eksperter og personer med stor viden om alle aspekterne af bæredygtighed. Messerne fungerer nemlig også som en vidensplatform, hvor du kan finde inspiration og information om bæredygtige valg.

“Når mange tænker bæredygtighed, tænker de klima. Men det er vigtigt for os at vise, at bæredygtighed er mange andre ting. Det er ikke kun, hvordan vi udleder mindre CO2, men også hvordan vi hjælper udsatte folk i samfundet og gør deres liv bedre,” fortæller Anne Sofie Hvilsom, SoMe og Marketingansvarlig i Fair Festival.

Som udstiller på bæredygtighedsmesserne skal man have gjort sig tanker om og arbejde med bæredygtighed i sin virksomhed og gerne forholde sig til FN’s 17 Verdensmål. Bæredygtighed er en rejse, og for at deltage i Fair Festival som udstiller skal man altså have taget det første skridt.

Fem nye bæredygtighedsmesser

I det sene forår 2021 indgik Fair Festival et nyt spændende samarbejde med boligplatformen, Myhouse. Sammen skal de afholde fem bæredygtighedsmesser fordelt i Danmarks største byer: Aalborg, Odense, København, Esbjerg og på Rosenholm Slot i Syddjurs Kommune. Samtidig er Myhouse også med på Fair Festivals bæredygtighedsmesse i Aarhus.

Myhouse vil skabe en stærk relation til boligejere og fremtidssikre boligens værdi med fokus på bæredygtighed, deleøkonomi og ved at støtte op om fællesskabet i nabolaget med gode initiativer. På platformen kan du blandt andet finde gode råd og data om din bolig samt samle dine boligdokumenter.

Bæredygtighedsmesse ved Rosenholm Slot
Foto: Rosenholm Slot

Valget faldt på Rosenholm Slot til den første bæredygtighedsmesse, da Syddjurs Kommune havde udvist interesse i at have en klimamesse. På messen skulle kommunens borgere kunne blive præsenteret for bæredygtige løsninger, som er med til at fremme kommunens klimamål.

Den offentlige sektor kan selv bestemme, om medarbejderne skal køre el-biler, eller om kantinerne skal servere vegetarisk mad. Men det private segment skal med for at nå i mål. Derfor er det vigtigt, at borgerne er involveret i processen om at nedbringe CO2.

Den bold greb Myhouse sammen med Fair Festival.

Kortlæg dit CO2-forbrug og find løsninger

Du er nødt til først at vide, hvor du er nu, før du kan lave klimavenlige ændringer i din bolig eller livsstil, forklarer Erik Rosenkrantz:

“Når du kender dit udgangspunkt, ved du også, hvornår du har nået dine mål. Og når løsningerne er samlet på en platform, kan du hurtigt sætte ind de rigtige steder og finde de løsninger, der passer dig bedst.”

Myhouse.dk kan du udfylde en klimaplan, hvor du kan se dit CO2-aftryk og dine udfordringer, samt hvor du allerede er godt på vej i den grønne omstilling. Med klimaplanen er det også muligt at måle fremskridt på forskellige niveauer, f.eks. ved at sammenligne reduceringen i kommuner, som gør brug af platformen.

“Med samarbejdet kan vi tilbyde en fuldstændig løsning. Boligejere og forbrugere får både viden om, hvor de kan blive mere klimavenlige, og en platform, hvor de kan finde bæredygtige produkter,” fortæller Kristine Overgaard Nielsen.

Ambitionerne for samarbejdet er store. Derfor ligger den første bæredygtighedsmesse på Rosenholm Slot d. 4.-5. september i år.

Bæredygtighedsmesse Østjylland
Foto: Fair Festival

Bæredygtighed ud i hele Danmark

Med bæredygtighedsmesserne håber Fair Festival på at gøre det lettere at lære og få viden om bæredygtighed. Samtidig giver de fem nye placeringer mulighed for at komme tættere på danskere i hele landet.

“Vi vil favne bredt og få flere til at se, at det ikke er en kæmpestor omkostning at leve mere bæredygtigt,” forklarer Anne Sofie Hvilsom.

Messerne er et samlingspunkt for bæredygtige produkter, løsninger og services. Og alle udstillerne er orienteret mod klimaplanen og kan fungere som svar på de udfordringer, den identificerer for dig.

“Som besøgende kommer du til at få masser af inspiration og forhåbentligt et smil på læben. Og måske bliver du også lidt optimistisk på klimaets vegne ved at se, at der er håb, og vi alle kan være med til at gøre noget,” uddyber Kristine Overgaard Nielsen.

Messerne gør det desuden muligt for webshops eller lokale butikker at nå ud til flere. Har du for eksempel en lille butik i København, kan du stadig stå på en messe i Esbjerg og promovere dine produkter over for både eksisterende og nye kunder.

En weekend i bæredygtighedens tegn

Bæredygtighedsmessen d. 4.-5. september foregår i den smukke park omkring Rosenholm Slot. Her vil du kunne opleve og få information om forskellige aspekter af bæredygtighed og grøn omstilling. På den måde kan du finde viden om lige netop dine udfordringer.

Messen er inddelt i 8 forskellige områder, og du kan finde alternativer til blandt andet fødevarer, byggematerialer og transport. Du kan også gå på opdagelse på loppemarkedet, få fif til køkkenhaven og mange andre ting.

“På Fair Festival Rosenholm Slot kan du gå ud og få svar på spørgsmål om din bolig og bæredygtighed. Du kan for eksempel få information om, hvordan du forbedrer din isolation, eller hvordan ledninger skal trækkes i huset for at få mere bæredygtighed og sikkerhed,” forklarer Anne Sofie Hvilsom.

Lene Beier er vært på scenen foran slottet under bæredygtighedsmessen. Her kan du opleve oplæg fra udstillere, specialister og eksperter. Alt sammen for at inspirere dig til en mere bæredygtig hverdag.

Bæredygtighed Østjylland
Foto: Fair Festival

Find alle udstillere her.

Du kan sammensætte dit eget program hos Fair Festival, og se listen over alle aktiviteter.

Kristine Overgaard Nielsen understreger, at afviklingen af Fair Festival Rosenholm Slot overholder gældende covid-19-restriktioner.

Mød Fair Festival til Greenlight Aarhus 2022

Modsat bæredygtighedsmessen i Aarhus tager de fem messer rundt i landet udgangspunkt i Myhouses klimaplan og din bolig. Her er det muligt at tage på messe og få hjælp til at forbedre de udfordringer, du har med bl.a. din bolig.

I Aarhus er messen i højere grad rettet mod livsstil og hverdag. Messen er fordelt på tre centrale lokationer med hvert sit emne inden for bæredygtighed. I Ridehuset kan du blive klogere på fødevarer, i Aarhus Congress Center gå på opdagelse i livsstil, mode og skønhed, og på Godsbanen udforske hus og have.

Ved at dele forskellige aspekter af bæredygtighed ud på forskellige lokationer, kan du gå derhen, hvor du har størst interesse, har nemmest ved at tage fat, eller der hvor du har mest at lære.

Selvom Fair Festival er en bæredygtighedsmesse, har de fokus på festival-delen af deres navn. Det skal nemlig være sjovt og inspirerende at besøge Fair Festival. Derfor kan du gå rundt og se og møde udstillere samt høre oplæg. Der vil også være aktiviteter, du kan deltage i.

“Vi inddrager forbrugere og gæster og inviterer til at komme og lære, for eksempel hvordan man upcycler sit tøj eller laver pesto af insekter. Der vil være mange forskellige aktiviteter, så man kan få hjælp til at lære og få snakket med nogle, hvor bæredygtighed er deres hverdag, eller som arbejder med det,” fortæller Anne Sofie Hvilsom.

Følg med hos Fair Festival på Facebook og Instagram.

Fair Festival Aarhus 2021
Fair Festival i Aarhus, 2021. Foto: Fair Festival

Når Fair Festival afholder bæredygtighedsmesse i Aarhus, sker det som Omstiller til Greenlight Aarhus’ bæredygtige by-event

“Vi er rigtig glade for at have bæredygtighedsmesse under Greenlight Aarhus. For der bliver sat ekstra spot på bæredygtighed, når det er en hel uge, hvor det er i fokus,” forklarer Anne Sofie Hvilsom.

Fair Festival i Aarhus foregår d. 1.-3. april 2022. Her kommer til at være et brag af en bæredygtig fest med mange aktører og udstillere.