Bæredygtighed skal ikke være komplekst

Hvordan kommer man i gang med at arbejde bæredygtigt med sin virksomhed? Den grønne omstilling kan være lidt af en nød at knække for mange virksomheder. Netop den udfordring har virksomhedsportalen Voresbæredygtighed.dk taget op og skabt et udgangspunkt for virksomheder, der gerne vil sætte bæredygtighed på dagsordenen.

Hos VoresBæredygtighed benytter de sig af ordet “bærekraft” til at beskrive deres vidensLab. Her producerer de viden og samler på inspiration og tilgange til mere bæredygtighed. Navnet er lånt fra det norske ord for bæredygtighed, da det i høj grad er et ord der lægger op til handling: Hvor mange kræfter lægger du i? Hvor modstandsdygtig er du? Og netop handling er nøgleordet for filosofien bag VoresBæredygtighed.

Bæredygtighed skaber bæredygtighed

“Bæredygtighed skaber bæredygtighed. Det er jo det der med, at vi skal blive inspireret, også på et niveau hvor en virksomhed med 10 mand kan genkende sig selv i det.”

Ordene er Marie Bergh Lødrups og er hendes svar på spørgsmålet om, hvorfor det er vigtigt, at vi taler om og viser bæredygtige handlinger. Sammen med sin mand Tomas Hemmer-Hansen har Marie Voresbæredygtighed.dk, en B2B-portal som gør det nemmere for virksomheder at finde inspiration til indkøb, leverandører og handlemuligheder.

I VoresBæredygtighed er stemningen nede på jorden. Bæredygtighed behøver nemlig ikke være komplekst. Mange bæredygtige handlinger er helt konkrete og kan sagtens inkorporeres i en virksomhed, så medarbejderne også er en del af det.

For mange mennesker kan bæredygtighed være et diffust begreb. Derfor er det vigtigt at fremhæve bæredygtighed som noget, der kan være praktisk og baseret på handling. For Marie skaber handling netop bæredygtighed. Dette er én af filosofierne, der gør, at VoresBæredygtighed er blevet Omstiller hos Greenlight Aarhus: Det ér vigtigt, at der er fokus på handlinger og ikke blot strategiske intentioner.

VoresBæredygtighed

Samarbejde er vejen frem

De fleste kan nok genkende følelsen af, om man gør nok inden for bæredygtighed, både som privatperson og som virksomhed. Og også følelsen af ikke helt at vide, hvornår man egentlig er i mål med bæredygtighed.

Privat bor Marie, hendes mand og deres to piger i et bofællesskab. De ønskede mere fællesskab i hverdagen, og derfor gav det god mening for dem at vælge denne måde at bo på. Selv mener hun, at det bliver lettere at lykkes med bæredygtighed, når man gør det sammen med andre:

“Når man er en del af et eller andet sammenhørigheds- eller relationsfællesskab, så hjælper man hinanden. Og så slog det mig:  Jamen det var lige præcis det, der i hvert fald i privaten giver mening for mig. Der bliver bæredygtighed nærmest en ubevidst måde at bo på. Du bliver hele tiden inspireret af andre, og du skal faktisk forholde dig til, at du er en del af et levefællesskab.”

Og det er de levefællesskaber, vi alle ifølge Marie skal have ud – også i erhvervslivet.

Bæredygtighed kan overraske

Hos VoresBæredygtighed tænker de bæredygtighed som noget relationelt. Bæredygtighed er altså ikke en engangs-vurdering, men en hel cyklus man skal tænke sig ind i.

Det traditionelle leverandørsamarbejde handler ofte om, at hvis man gerne vil købe en stol, så finder man et sted, hvor man kan det. Marie fremhæver, at dette samarbejde skal gentænkes. Det er ikke nok at finde ud af, hvor man kan købe en stol, der måske er upcyclet eller genbrug. Man skal også overveje, hvad der sker den dag den stol går i stykker.

“Vi skal allesammen til at tænke os selv som købere, men også som leverandører. Det er det, der er hele pointen med, at bæredygtighed er relationelt. Og det kan jeg høre, når jeg snakker med virksomheder, er sådan en aha-oplevelse. Gud ja, vi skal faktisk til at tænke på, hvad vi gør med vores ting, når vi ikke skal bruge det mere,” fortæller Marie og fortsætter:

“Der er jo virksomheder derude, der gerne vil have de der nedlagte rør eller brugte stole. Der er også rigtig mange, der gerne vil have deres møbler igen, når forbrugeren er færdig med at bruge dem, så de kan blive lavet til nye møbler. Det er jo sådan nogle løsninger, vi skal have flere af.”

Og det er dét, de hos VoresBæredygtighed er i gang med at skabe en fortælling om og muliggøre.

Mød VoresBæredygtighed til Greenlight Aarhus 2022

Hos VoresBæredygtighed tror de ikke på, at der er nogen, der har regnet den helt ud, når det kommer til bæredygtighed. I stedet plejer Marie at sige, at “jo mere viden vi deler, jo mere er der af den.” Fordi bæredygtighed er en helt ny dagsorden, så er viden og inspiration noget af det, der kommer til at drive markedet fremadrettet.

Som Omstiller under Greenlight Aarhus 2022 afholder VoresBæredygtighed aktiviteten GreenTalks. Her kan du møde tre forskellige virksomheder, der alle er en del af VoresBæredygtighed, og som arbejder med at omstille sig eller har grundlagt deres forretning med et ønske om mere bæredygtige tilgange til virksomhedsdrift.

Onsdag d. 30. marts kan du blive inspireret af deres historier, når de indtager scenen i Ridehuset. Og måske får du idéer til, hvordan du starter dit eget eller kommer i gang at implementere flere grønne initiativer i din virksomhed.

Find VoresBæredygtighed på

Hjemmeside

LinkedIn